8.4.5 Mulighedserklæring
I 2009 blev reglerne om lægelig dokumentation for sygdom væsentligt ændret. Samtidig med at man fjernede ”blankettvangen” for lægeerklæringer som indtil da havde været gældende, og indførte begrebet ”friattest”, indførte man samtidig mulighed for arbejdsgiver til at forlange en mulighedserklæring, der som navnet antyder har til formål at afdække lønmodtagerens tilbageværende arbejdsevne under sygdommen, herunder afdække de muligt nødvendige skånebehov, der måtte være for at den sygemeldte lønmodtager under sin sygdom fortsat kan arbejde i større eller mindre omfang.
Ændringerne i 2009 var et udslag af et ret væsentligt skift i opfattelsen af hvad det i en ansættelsesretlig kontekst ville indebære at være syg. Indtil lovændringen skulle den sygemeldte lønmodtagers egen læge godt nok forholde sig til, om lønmodtageren var helt eller delvist uarbejdsdygtig, men skulle i øvrigt ikke nærmere uddybe dette. Med lovændringen i 2009 ændrede man perspektivet idet man havde erkendt, at ganske mange sygemeldte lønmodtagere måske rent faktisk ville have bedre af at bevare tilknytningen til arbejdspladsen i stedet for at være 100% sygemeldt og blot restituere hjemme. Synspunktet var – og er – at ganske mange typer er sygdom hurtigere helbredes hvis den ansatte fortsætter med at arbejde i den udstrækning det er foreneligt med sygdommen.
Resultatet blev mulighedserklæringen, som arbejdsgiver kan kræve udarbejdet på et hvilket som helst tidspunkt under sygdomsfraværet. I praksis er det dog næppe muligt at kræve det gennemført tidligere end det tidspunkt hvor arbejdsgiver kan kræve friattesten tilsendt.
Mulighedserklæringen (https://star.dk/media/1132/mulighedserklaering.pdf) består af 2 dele – den første del som arbejdsgiveren og den sygemeldte lønmodtager i fællesskab på baggrund af en sygesamtale udfylder, og som skal beskrive de funktionsnedsættelser, som lønmodtageren lider af, de jobfunktioner, der vil være påvirket af sygdommen, samt eventuelle skåneinitiativer aftalt mellem parterne som vil kunne afbøde eventuelle gener, og gøre det muligt for den ansatte at bevare tilknytningen til arbejdspladsen. Erklæringens anden del udfyldes herefter af lønmodtagerens egen læge, og er læges vurdering af arbejdsgivers og lønmodtagers vurdering, lægens egne forslag til skåneinitiativer, samt lægens vurdering af den forventede varighed af den periode, hvor arbejdet skal tilpasses.
Mulighedserklæringens første del som arbejdsgiver og lønmodtager udfylder i fællesskab, skal udfyldes på baggrund af en sygesamtale med fysisk fremmøde. Lønmodtageren har krav på et rimeligt varsel, men har pligt til at møde op til denne sygesamtale, der som anført kan placeres når som helst i sygeperioden. Hvis lønmodtageren er for syg til at kunne give fysisk møde, skal mødet afholdes som et telefonmøde. Kun hvis lønmodtageren også er for syg til at deltage i et telefonmøde, vil lønmodtageren kunne undslå sig fra at deltage. I yderste konsekvens vil lønmodtageren skulle kunne dokumentere ved lægeerklæring (friattest) at hun eller han er for syg til at deltage i fysisk eller telefonisk sygesamtale.
Hvis arbejdsgiver og lønmodtager ikke er enige under sygesamtalen om detaljer omkring skånebehov m.m., må de divergerende opfattelser noteres ned, og lønmodtagerens læge må så i forbindelse med udarbejdelsen af den anden del, forholde sig hertil.
Arbejdsgiver har krav på inden rimelig tid at modtage mulighedserklæringen fra lønmodtagerens læge, og kan sætte en rimelig frist herfor.
Hvis lønmodtageren uden tilstrækkelig gyldig grund nægter at medvirke til udarbejdelsen af mulighedserklæringen, eller forsinkes den som følge af lønmodtageren, kan arbejdsgiver undlade at betale sygedagpenge til lønmodtageren for de dage den er forsinket, og i grove tilfælde kan arbejdsgiveren også bortvise lønmodtageren.
