9.2.5 Ret til at genoptage arbejdet og udskyde orlovsperioderne
Forældre i beskæftigelse har ret til at genoptage arbejdet under deres orlovsperiode og udskyde op til 5 uger af fraværsretten. Denne ret gælder – modsat de tidligere regler – begge forældre. Vælger en eller begge forældre at udskyde op til 5 uger af orloven, skal denne holdes i en sammenhængende periode, når den udnyttes. Desuden skal eventuel udskudt fravær være udnyttet inden barnet fylder 9 år.
Dette kaldes den retsbaserede udskydelse og den følger således medarbejderen. Det betyder også, at en medarbejder som er ansat hos én arbejdsgiver under sin orlovsperiode i princippet kan have ret til at udnytte udskudt orlov hos en anden arbejdsgiver, hvis den pågældende medarbejder skifter arbejdsplads.
I tillæg til den retsbaserede udskydelse er den aftalebaseret udskydelse. Her kan medarbejderen aftale med sin arbejdsgiver at genoptage arbejdet helt eller delvist under både graviditets- barsels- og forældreorlov for på et senere tidspunkt at holde orloven. Det gælder dog ikke morens barselsorlov de første to uger efter fødslen. Medarbejderen kan således holde orlov på deltid eller helt vente med at holde dele af orloven til et senere tidspunkt, dog inden barnet fylder 9 år.
Den aftalebaseret udskydelse er ikke en ret for medarbejderen, men noget medarbejderen konkret kan aftale med sin arbejdsgiver for at gøre orlovsperioden mere fleksibel. Det betyder også, at skulle medarbejderen skifte arbejdsgiver, inden den udskudte orlov er udnyttet, vil medarbejderen alene have mulighed for at udnytte orloven, hvis der indgås en ny aftale med den nye arbejdsgiver.
